Norðurlond í skúlanum

 

Norrøna Ungmannafelag Føroya, Lützenstrøð 4, FO-100 Tórshavn, tlf.: +298 267 262, nuf.norden.fo@gmail.com

NORÐURLOND Í SKÚLANUM

 

 

 

 

 

 

 

"Norden i Skolen er en gratis undervisningsplatform, som giver lærere og elever i alle de nordiske lande helt nye muligheder for at arbejde med nabosprogene dansk, norsk og svensk, både i folkeskolen og gymnasiet. Her finder du et rigt og varieret udbud af materiale. Det er nemt at bruge og tager højde for, at nabosprogsundervisning er mere end blot almindelig modersmålsundervisning.

 

 

Tematiseret undervisningsmateriale

I tekst- og filmmaterialet finder du et bredt udsnit af nordisk litteratur såvel som musikvideoer og kortfilm. Disse bidrager til øget læse- og lytteforståelse og giver samtidig indsigt i Nordens mangfoldige kultur. Materialet er inddelt i overordnede temaer, der skaber indholdsmæssig sammenhæng på tværs af sprogene. Og til alt materiale er der arbejdsopgaver, som støtter eleverne i at forholde sig opmærksomt både til værkerne og til sprogene.

 

 

Lydordbog og oplæsninger

Norden i Skolen har fokus på det talte sprog og lytteforståelsen, som er et meget vigtigt, men ofte overset område i forbindelse med nabosprogsundervisning. Indspillede oplæsninger gør det muligt at få tekster læst højt, og i lydordbogen kan du se, hvad de enkelte ord betyder og høre hvordan de udtales. En spændende samling af nordiske kortfilm og musikvideoer gør det desuden muligt at høre det talte sprog i en levende sammenhæng.

 

 

Spil og sprog

Norden i Skolen tilbyder også faktuel viden om de nordiske sprog. En sproghistorisk tidslinje giver mulighed for at rejse frem og tilbage i sprogenes historie og en litterær tidslinje giver indblik i Nordens litteraturhistorie. En række særligt udviklede sprogdidaktiske spil stimulerer derudover interessen for sprogene og gør læringsprocessenen aktiv, levende og sjov. Skyd f.eks. sprogene i stykker i spillet Plaff eller skab din egen tekst i Klippedigtning. Du kan også tage på rundrejse i spillet Norden Rundt og få testet din paratviden, mens dine ører trænes i at høre udtalen på de andre sprog. I Norden Rundt kan man desuden udfordre og spille mod flere personer i samme spil. Eksempelvis med jævnaldrende i en venskabsklasse som en god og relationsopbyggende start på et webbaseret samarbejde.

 

 

Venskabsklasser og videochat

Den bedste sproglæring sker, når man bruger sprog aktivt. På Norden i Skolen kan du derfor finde en nordisk venskabsklasse og starte et samarbejde, der kan tilføre undervisningen en helt ny dimension. I det virtuelle klasseværelse har eleverne mulighed for at mødes og både videochatte og skrive med hinanden. Gennem den autentiske kommunikation gør de sig vigtige sproglige erfaringer, som den traditionelle nabosprogsundervisning ikke kan tilbyde. Og det bedste er, at det både er utroligt lærerigt og samtidig spændende at møde jævnaldrende fra hele Norden.

 

 

Vil man mere med sit venskabsklassesamarbejde, så har man gode mulighed for at søge økonomisk støtte fra en af de nordiske fonde. Norden i Skolen giver dig et overblik over nogle af de fonde, der findes, samt hvad de normalvis støtter op omkring.

 

 

Det er gratis

Norden i Skolen er et non-profit projekt og vandt i 2011 De Nordiske Samarbejdsministres pris for at udvikle et koncept, der styrker nabosprogsforståelsen for børn og unge i hele Norden. Platformen understøtter dertil en lang række øvrige læringsmål og kan med fordel indgå i forskellige undervisningssammenhænge året rundt.

 

Norden i Skolen er helt og aldeles gratis at bruge. Læreren skal blot oprette en profil for sin klasse, hvorefter der er fri adgang."